Kunsten at græde i kor

Efter længere tids stilstand på bloggen og stilhed omkring baggrunden for at jeg valgte at stoppe som træner for Gentoftes elitedamer i midten af sæsonen, må det være tid til et indlæg.

Jeg vil ikke bruge en masse kræfter på at beskrive hvilke faktorer og præmisser der lå til grund for mit stop. Den simple forklaring er at ideerne til hvordan tingene skulle gribes an og kemien mellem undertegnede og spillertruppen ikke gav et konstruktivt miljø, som kunne være udviklende for alle parter. Det er i den optik ikke holdbart da holdet altid (i min optik) går foran individet og jeg tror at der på holdet nu er en stærk fornemmelse af at ville vise alle at man kan klare sig selv og eventuelle splidspunkter og stridighederer er for nærværende kanaliseret væk. Jeg håber at spillerne selv, med hjælp af vedkommende som tager tøjlerne fremover, får skabt det miljø og de resultater som potentialet og spillermaterialet på holdet berettiger til. Den turbulens som har været en del af dagligdagen på holdet i den forgangne måned, tilsat en ekstrem mængde skader har i hvertfald gjort sit klare præg på resultaterne på banen.

Det er på mange måde et interessant fænomen at der i et så lille miljø som volleyball dk, kan være så divergerende diskurser omkring hvilken vej fremad der er mest farbar. Det skal ikke være nogen hemmelighed at overskriften på dette indlæg har en slet skjult betydning, men lad det nu ligge.

Det betyder til gengæld at undertegnede for første gang i rigtig mange år har en masse tid på hånden og noget af den tid vil klart blive brugt til stadigt at følge udviklingen i eliten og til stadig at komme rundt og se en masse kampe. Jeg kan fremover, med eller uden objektivitet bruge bloggen til at beskrive kampene og tendenserne ud fra en ivrig tilskuers synsvinkel. Det omkring netop tilskuerens synsvinkel vil blive taget op i et senere indlæg.

God jul til alle