torsdag, oktober 12, 2006

En kamp i udviklingens tegn

Søndag d. 8 oktober bød på en perfekt mulighed for at teste hvor langt vi var nået i processen og om vi vitterligt er uovervindelige på hjemmebane. Modstanderen var de forsvarende danske mestre og pokalvindere fra Fortuna Odense. Et rigtig godt hold og et sjovt hold at spille imod.

Målsætningen var klar: Vi skulle forsøge at spille med det samme tempo i vores sideout og aggressivitet i forsvaret som gav en god sejr over Hik Aalborg i den sidste hjemmekamp. Der var en række parametere som skulle opfyldes for at muliggøre dette. Efter kampen må konklusionen være at vi endnu ikke var istand til at muliggøre dette og blandt andet havde alt for store problemer i vores modtagning mod et virkeligt skarpt servende Fortuna hold, som dog også lavede 18 servefejl. Men deres servepres smadrede meget af rytmen i vores spil og vi kunne derfor ikke køre det tempo og den variation i angrebsspillet som ellers gerne skulle være et varemærke for holdet. Når vi fik gang i modtagningen var vi til gengæld rimelig effektive og havde en høj uddeling mod en ellers i starten lidt skræmmende blokade, specielt var de gode til at lukke vores pos. 4 angreb ned.

Vi må erkende at der på dagen og nok også pt er stor forskel på de to hold og vi har et stykke endnu før at vi kan spille lige op med Fortuna. Dog er jeg sikker på at vi kan spille meget bedre end tilfældet var og at vi næste gang forhåbentligt investerer noget mere og virkelig griber de chancer vi får.

Men jeg ville med glæde spille en masse kampe mod et hold som Fortuna, da det er med til at udvikle os meget som hold. Vi skal lære at være skarpe på alle de pointchancer vi har og holde et kontinuerligt højt niveau. Vi er pt. alt for svingende. Derudover syntes jeg at Fortuna spillede en virkelig god kamp med få fejl og med et godt tryk i deres angrebspil. Stor ros til Jennifer Fukino for hendes fordeling og tempo i angrebsspillet, som var med til at gøre det svært for vores transitionsfase. Med Jeannette (liberoen) til at styre forsvaret skal man virkelig være skarp i angrebet for at lave point. Håber at Fortuna vil være istand til at gøre en god figur i Europa, selvom det unægteligt er svært. Det ville være godt for dansk volley,

Alle andre klubber må tage sig sammen og være villig til at lægge en lige så stor træningsindsats for dagen. Det er pt. slet ikke godt nok (specielt i København), men mere om det i et andet indlæg.

2 kommentarer:

Mikkel Hauge - Headcoach Marienlyst Volley's eliteherrer sagde ...

Godt at du er med på vognen.

Mht udvikling så har vi et princip vi altid tager med til kampe og her taler vi kun om spillemæssige ting - ikke point: "Vi skal have noget med hjem, som vi ikke havde med".
Får man noget med hver gang, så er der tale om udvikling og kunsten som træner er så at finde det som er næste skridt på stigen i udviklingen. Spillerne syntes nok ikke det er sjovt at gå efter urealistiske mål hver gang...

Thomas B sagde ...

Hej Mikkel,

Er helt enig. Vores udgangspunkt til kampen mod jer var også et spillemæssigt og at vi skule have en ny læring eller viden med om os selv. Jeg er enig i at det er en træners fornemste opgave, og en svær disciplin, at balancere på den hårfine grænse som skaber flow og deraf følgende udvikling. I det perspektiv fik vi mange ting med også selvom vi ikke var tilfredse med vores egen indstilling og indgang til tingene.